.

Ungdom (10-18 år)

I Ringsted Ro- og Kajakklubs ungdomsafdeling er det primært kajak-aktiviteter vi dyrker. Vi har også robåde og kan arrangere med instruktører hvis der opstår et behov.

Vil du vide mere om Ringsted Ro- og Kajakklubs aktiviteter for børn og unge, er du og dine forældre meget velkommen til klubbens åbent-hus arrangementer. I kan også møde op til klubaftenerne  (der kan det dog ske at vi ikke er nok instruktører/har nok kajakker til at I kan komme med ud) og se os an. Husk at medbringe sports-,  skiftetøj og et håndklæde. Vi ror mandage og onsdage. Det er bedst hvis I kan komme kl. 18, vi ror normalt ud kl. 18.30, og er tilbage kl. ca. 20.

  • August: Sommersjov for børn og unge (uge 33,34 og 35) – se Ringsted Kommunes brochure, der omdeles på skolerne.

Man skal være fyldt 10 år for at kunne deltage i aktiviteterne, og derudover have gode svømmefærdigheder. Du skal kunne svømme 350 meter, hvis du er under 12 år og 600 meter, hvis du er ældre. Samtidig må du ikke lide af sygdomme, hvor du kan risikere at besvime.

Vi glæder os til at se dig på Haraldsted sø!

Er du vild med idræt på vandet? – Så har vi et godt tilbud til dig, der er mellem 10 og 18 år!

  • Du får nye venner!
  • Du oplever naturen på en ny måde!
  • Du får masser af motion og sjove oplevelser!

Om sommeren kan du

  • Lære at ro kajak (tur-, kap-, polo- eller havkajak)
  • Lære at ro robåd (inrigger, gig eller outrigger)
  • Træne og ro flere gange om ugen på Haraldsted sø
  • Være med til grillaftener, fester og sleep-overs.
  • Tage med på ture/træning til andre klubber
  • Tage med til stævner rundt omkring i Danmark, hvis du har lyst

Om vinteren kan du være med til                    

  • Svømning
  • Styrketræning
  • Konditionstræning
  • Løbetræning
  • Roning i romaskiner
  • Fester, sleep-overs og andet sjov

Det er let at starte i Ringsted Ro- og Kajakklub

 

Vil du være medlem af Ringsted Ro- og Kajakklub kan du f.eks. møde op til et af klubbens åbent-hus arrangementer eller deltage i et af klubbens faste begynderkurser.  Datoer og information om arrangementer, kontingent m.v. finder du på klubbens hjemmeside www.ringstedroklub.dk

Som medlem af Ringsted Ro- og Kajakklub kan du låne udstyr i klubben, dog må du selv medbringe egnet tøj og du starter altid i stabile både. Vil du være med på vandet, skal du kunne svømme mindst 300 meter til roning og 600 meter til kajak, hvis du er over 12 år.  Hvis du er under 12 år, skal du kunne svømme 350 meter til kajak. Lider du af en sygdom, der kan medføre lammelser eller besvimelse, kan du ikke deltage i kajakaktiviteterne.