Søndag den 22. august 2010 blev det første Ringsted Marathon og Trim afholdt i Ringsted Roklub med ikke færre end 67 både fra start i ener- og toerkajak inden for alle aldersklasser. Et deltagerantal, som placerer vores debutstævne som et af årets mest besøgte. Tak til dem, der kom fra nær og fjern og var med til at gøre Ringsted Marathon og Trim til en succes – allerede fra starten.
Ringsted Sportsfiskerforening havde velvilligt stillet klubhus, båd og øvrige udendørsfaciliteter til rådighed, så vi havde de bedste forudsætninger for modtagelse og instruktion af stævnedeltagere samt tidstagning under løbet. Stævnet blev afviklet uden vanskeligheder, og det lunefulde augustvejr holdt regnen tilbage indtil overrækkelsen af de mange flotte sponsorgaver begyndte.
Vi ser frem til fremtidige stævner i Ringsted, og takker alle hjælpere for deres store indsats, der fik dagen til at lykkes. Hold øje med fotoalbummet her på hjemmesiden, hvor der vil blive lagt billeder op i løbet af de næste dage.