Søndag 27. oktober 2024 afsluttedes sæson nr. 86 i Ringsted Ro- og Kajakklub. Som et særligt indslag på dagen fik klubbens medlemmer mulighed for (vistnok for første gang) at ro en otter med styrmand på Haraldsted Sø. Båden havde Sorø Roklub velvilligt stillet til rådighed for os.
Dagen blev yderligere markeret med udskænkning af ”bobler” fra trænerbåden midt på søen, hvor formand og vores eliteroer Mejse stod for serveringen til alle kajakker og robåde, der kom forbi.
Standeren blev halet ned, og vintersæsonen er nu startet for klubbens vinterbadere og for de roere, der har vinterroningstilladelse. For alle øvrige fortsætter træningen og det hyggelige samvær i klubbens træningslokale, som i øvrigt er ekstraordinært godt fyldt op med træningshold.