Ringsted Roklub drog i weekenden til Danske Mesterskaber på Brabrand sø. Desværre har søen lidt uden for Århus fået opbygget et ry i roerkredse for at være lidt for vindblæst til god roning, men i lørdags var Brabrand sø perfekt til at afvikle Danmarks mesterskaber – svag vind, høj sol og over 20 grader er ikke hverdagskost sidst i september.
Flere af Ringsted Roklubs kaproere havde ikke haft helt styr på kalenderen, og var draget en uge til Grækenland på ro-ferie, så det var kun en trup på fire roere samt deres træner Gert Busk som tog turen til det jyske for at krydse årer med den øvrige danske ro elite.
I herrernes veteran singlesculler stillede Jakup Johansen op, og skulle kæmpe mod 14 andre ældre herrer (over 28 år) om DM titlen. Jakup Johansen er først begyndt at ro singlesculler i år, og der findes rigtig mange års erfaring i feltet, så det var på forhånd hårde odds. Jakup sloges alt hvad han kunne, men nåede lige netop ikke videre fra det fra det indledende løb hvor han manglede sølle 3 sekunder, og var derfor ikke blandt de 6 finaledeltagere. Men en placering som nummer 7 i dette erfarne felt, hvoraf nogle af deltagerne har roet i op imod 40 år, er ikke et skidt resultat for en ny singlesculler roer midt i 40´erne.
Men noget anderledes gik det for Jakups 14 årige datter Maria, med det meget afslørende færøske mellemnavn ”jakupsdottir”. Som med far Jakup, er det også Marias første sæson i singlesculler – eller med roning i det hele taget. Men det har hun skjult godt, for Maria har roet rigtigt stærkt hele sæsonen, og mødte om til regattaen placeret som nummer 2 i den nationale sæson konkurrence for U15 piger, kun få point fra den førende roer fra Bagsværd.
Maria startede ud med at ro dobbeltsculler med en pige fra Hadsund, og på trods af de ikke havde roet meget sammen fandt de to hurtigt ind i et godt samarbejde, og vandt i fin stil deres indledende løb. I finalen kom båden fra Ringsted/Hadsund først fra start og lå komfortabelt foran konkurrenter ned over banen. Men med 100 meter tilbage var kræfterne ved at slippe op, og i det samme satte en af konkurrenterne en stærk slutspurt ind! Ringsted/Hadsund pigerne hev alt hvad de kunne, men afstanden ned til de spurtende konkurrenter blev bare mindre og mindre som de nærmede sig målstregen. Foran et skrigende og heppende publikum ved opløbsstrækningen lykkedes det heldigvis Ringsted/Hadsund kombinationen at holde båden i fart nok det sidst stykke, og kunne kåres som vinder med hele 0,24 sekund foran nummer to. Godt at banen ikke var længere for så var det ikke end sådan! Men en velfortjent guldmedalje blev det til for den stærke kombination.
Cirka 3 timer seneste skulle Maria så ud i finalen i singlesculler, efter tidligere på dagen at have kvalificeret sig ved at blive nummer to i hendes indledende løb. Maria fik en blændende god start, og lagde sig straks i front af finalefeltet foran fem andre medaljesultne piger. Maria holdt et høje tempo og øgede afstande til de andre piger de første par hundrede meter af de alt 500 meter der skulle roes, og var vel ca. 1 /2 bådlængde foran nr. 2 da der manglede 100 meter, hvilket svaret til ca. 2 sekunder. Men så gentog scenariet fra det tidligere løb i dobbeltsculleren sig. Maria var ved at løbe tør for kræfter, mens en insisterende konkurrent fra Holstebro lancerede en hård slutspurt. Og igen blev det alt, alt, alt for spændende frem mod målstregen. Publikum hylede, heppede og skrev for at få netop deres favorit pacet frem til sejr, og det blev virkelig tæt til sidst. Men igen viste Maria at hun havde disponeret rigtigt, da hun efter målfoto kunne erklæres for vinder med 0,26 sek. foran Holstebro pige. Så endnu en flot guldmedalje kom i hus til Maria.
På billedet: Maria Jakupsdottir Johansen fra Ringsted Roklub fejrer sin guldmedalje i singlesculler U15 med sølv og bronzevinderne
Dagens sidste Ringsted deltagere var Steffen Feddersen og Claus Solmer i veteran dobbeltsculler. Ringsted båden som efterhånden har deltaget samme som hold de sidste 10 år, skulle i indledende om formiddagen, og klarede sig sikkert videre til finalen som vinder af deres indledende løb uden at spilde alt for mange kræfter.
Som et af regattaens sidste løb blev finalen afviklet sidste på eftermiddagen, og så på forhånd ud til at blive en dyst mellem Ringsted, lokal rivalerne fra Sorø, samt en båd fra Danske Students Roklub på Østerbro. Ringsted båden har altid være meget stærk i starten, og i denne finale blev der ikke gjort nogen undtagelser, for med en stærk start var Ringsted båden først til at komme op i fart og fik en lille bådspids på Sorø, og yderligere et par meter ned til DSR. Men Sorøbåden havde mere bådfart, og fik hurtigt efter starten lagt sig i spidsen af løbet, og førte efter 500 af de 1000 meter med ca. en bådlængde, eller ca. 3 sek., til Ringsted, som så havde ca. 2 sekunder ned til DSR. DSR har ved tidligere regattaer vist at de har en god slutspurt, så der var nogen bekymring i Ringstedbåden om forspringet var stort nok når de nærmede sig opløbet. Med ca. 200 meter tilbage var DSR de første til at åbne spurten, men Ringsted båden havde stadig kræfter i behold og gik med op i tempo. Den kraftige spurt fra Ringsted og DSR gjorde at begge både hente ind på Sorø. Men det var ikke nok. Sorø sejrede 2 sekunder foran Ringsted og med yderligere 2 sekunder ned til DSR, og Ringsted båden kunne for anden gang i karrieren, og med stor tilfredshed, hænge DM sølvmedaljer om halsen.
Det var en glad og meget tilfreds træner Gert Busk som kunne konstatere at fire startende både havde indløst tre medaljer, og den sidste båd havde placeret i den bedre halvdel af feltet selv om han var ny. Et ganske godt udbytte.