Knapt 40 personer var mødt op til årets generalforsamling i Ringsted Roklub og Ringsted Roklubs Bådefond, og mange havde forinden deltaget i fællesspisning af Christian Amdisens udmærkede gryderet ”Amdisen Surprise”, som i udpræget grad mindede om skipperlabskovs.
Formand Jeppe Brandt Jepsen glædede sig i sin beretning over, at der i året var roet 21.796,5 km fordelt på 112 medlemmer. Han oplyste desuden at man nu i Ringsted Roklub følger samme praksis som i mange andre klubber, at kilometerstatistik optælles fra standerstrygning til standerstrygning, således at roede kilometre i vinterperioden også tælles med. Hos os gældende fra standerstrygningen 2011. Bestyrelsen gennem det foregående år har fastsat en række arbejdsområder, som skal have ekstra prioritet, såsom nødvendigheden af medlemstilgang for at forbedre klubbens indtægtsgrundlag. Det betyder, at man vil arbejde for større synliggørelse af Ringsted Roklub i lokalområdet. Bestyrelsen ville også arbejde for forbedrede faciliteter i klubhuset, samt at man erkendte behovet for forbedret træning på forskellige niveauer i de forskellige discipliner, hvilket nødvendiggør, at vi har mange instruktører og velorganiseret træningstilbud.
Standerhejsning vil i år være lørdag den 14. april. Fælles oprydningsdag bliver lørdag den 30 marts. Fra den nye sæson overgår vi til elektronisk ro- og bådjournaler. Der etableres bredbånd til klubhuset, og man kan således få adgang fra sin egen PC. Der vil blive udarbejdet reviderede roreglementer til henholdsvis robåde og kajakker, og ligeledes ny husorden. De vil blive emailet til medlemmerne samt komme på hjemmesiden og på opslag i klubben.
Jeppe Brandt Jepsen blev genvalgt som formand og i den øvrige bestyrelse trådte Jørn Ekblom og Hans Erik Hyttel ind i stedet for Lars Bang Petersen og Yvonne Ellekjær, som ikke modtog genvalg. Der var flere forslag til ændringer af vedtægterne, og det blev bl.a. vedtaget at give forældre til ungdomsroere stemmeret ved generalforsamlingen, ligesom det nu også bliver indført et familiekontingent. For nyere roere vil der blive indført et gradueret første årskontingent, som står i forhold til det tidspunkt indmeldelsen sker. Desuden vil generalforsamlingen fremover blive annonceret pr. email og ved opslag i klubhuset, hvilket sparer klubben for et anseligt portobeløb.
Som afslutning på generalforsamlingen blev der traditionen tro uddelt præmier og udmærkelser:
- Kilometerpokalen for voksne: Claus Solmer-Jørgensen (1.234 km)
- Kilometerpokalen (motion): Hans Erik Hyttel (1.188 km)
- Kilometerpokalen (ungdom): Frederik Piil (925 km)
- Pokal for flest roede ture: Kurt Frederiksen (121 ture)
- Guldpagaj for 1000 km: Hans Erik Hyttel
- Sølvåre for 500 km: Peter Svendsen
- Sølvåre for 500 km: Bodil Stenfeldt
- Sølvåre for 500 km: Jeppe Brandt Jepsen
- Sølvpagaj for 500 km: Daniel West Kildedal
- Sølvpagaj for 500 km: Tobias Hyttel
De officielle referater og reviderede sæt vedtægter vil blive publiceret her på hjemmesiden om kort tid.